English below


Loftsrummet (in Danish)


Da min far klatrede op ad stigen og ind i loftsrummet for at kigge efter flagermus

fulgte jeg nysgerrigt efter, og mærkede den bestemte varme som boede deroppe.

Tidligere ubevidst om den pude af varm luft, som noget der havde holdt én varm igennem ens liv, og som man aldrig havde tænkt at ligge mærke til.

Og min mor sagde at vi burde langsomt tage ting ned fra det loft, gamle ting som vi ved en dag skal gives bort, og smides væk, hvilket ville være alt for meget, skulle man forsøge at bære det hele på en gang.

Dage som er lige så særlige som de er almindelige. Hændelser, som solsorten, som vil blive husket lige som de vil blive båret væk.

Årene hun bruger på at udfolde stiger at holde for nogen.

Måden han sagde ikke "når teknologien udvikler sig", men "når nogen udvikler teknologien". 

Måden hvorpå han stadig har sine egne ideer.

Den dag var endnu en gang hvor jeg opdagede at mine de gamle ikke er så anderledes fra mig selv, hvilket er svært og nogengange bliver ubesværet lettere.

Vi formår alle at være fredfyldt stille sammen

som i en langtursbus.

Vi forsøger alle at få sagt de ting, som vi virkelig gerne vil have nogen siger.

Vi har alle svært ved at behandle stille krig.

Vi kan aldrig sige nok alligevel 

vi kan aldrig sige det nok.


The attic (in English)


When my dad climbed up the ladder and into the attic to look for bats

I curiously followed and I felt the very certain warmth that lived up there.

Previously unaware of that pillow of hot air like something that had been keeping you warm throughout your life, and that you never thought to notice.

And my mom said we should slowly be taking things out of that attic, old things that we know one day will have to be given up, and thrown out, which would be all too much should it be attempted done all at once.

Days that are just as special as they are regular. Events, like the blackbird, that will be remembered just as they will be carried away.

The years she spends extending ladders to hold for someone.

They way he said not "when technology advances", but "when people advance technology".

They way he still has his own ideas.

That day was another time where I found out my old folks aren't so different from myself, which is difficult and sometimes becoming effortlessly easier.

We all manage to be quietly peaceful together

like in a long distance bus.

We all try to get the things said which we really want someone to say.

We all struggle to deal with quiet war.

We can never say enough anyway

we can never say it enough.

Previous
Previous

Puphood

Next
Next

is pet a doing-word