Puphood

Masken hang på væggen. Han havde set billeder: der var puppies, og der var handlers, og mere endnu. Det var første gang han fik lov til at prøve sådan en maske, det var den samme type som de andre havde på, selv om de alle var forskelligt udformet.

Han havde set mange billeder, men ikke nogen indefra. Masken sluttede tæt.

Menneskerne rundt omkring blev til omgivelser. "Du skal have nogle knæbeskyttere, ellers så kommer du til at ødelægge dine knæ rigtig hurtigt". Masken dæmpede stemmen.

Hvad nu? De legede hundebowling. Det var det, de kaldte det. Han snusede til en ny ven. Han kunne gøre hvad han ville nu. Han havde lyst til at ligge sig ned og tage en lur.

Da han tog masken af igen, snakkede han med de andre. Menneskene så forskellige ud, inde under maskerne.

De snakkede om neopren, om at bo i Svendborg, og i Malmø. Han spiste sammen med dem. Nogen fortalte om en teaterteknik, hvor man gav sine skuespillere masker på, som dækkede ansigtsmimikken. Det hjalp skuespilleren til at indtage sin rolle, og spille med hele kroppen, fremfor med hovedet.

Det var, som om, at han havde trådt ud af hans identitet, mens han havde den på. Det er sjovt, tænkte han: det var egentlig ikke ham, der havde ændret sig, det var reglerne, der havde ændret sig.

Hans krop havde jo ikke ændret sig, eller,

på en måde havde den ændret sig lidt.

Han kom til at tænke på The Mask, filmen med Jim Carrey, grønt ansigt, gul hat, og store hvide tænder. 

En af dem sagde: "Mit råd er: lad være med at have et mål, når du går ind"

Han skulle prøve igen. De var samlet inde i stuen. Masken føltes varm. Det var behageligt. Den dækkede for hans menneskeører, så ord blev slørede. Derfor talte de et tydeligere sprog. Det var ligesom at starte forfra. De andre kendte visse signaler. Han huskede ret hurtigt sit sprog. Det var anderledes denne gang. Han kom til at tænke på dengang han kvittede smøgerne første gang. Han kom i tanke om den gang han havde taget MDMA med nogle venner, og de var ude i naturen. Han var inde i naturen. Så mærkede han en håndflade på maven. Han havde rullet om på ryggen. Håndfladerne blev så store at de dækkede hele hans maveskind. Den sluttede tæt. Det var sjovt. Han bed, for sjov. Så stoppede han med at tænke.

Der var betydelig forskel på at klappe nogen, og at være hunden som blev klappet. Han slikkede. Der var ikke noget at forvente nu. Han kunne ikke forudse fremtiden, og havde intet behov for den. Tennissokker.

Indimellem snakkede de. Så tænkte han.

Han tænkte på de store, skinnende tænder. Ved en hund godt, at den er en hund?

Det virkede lidt ligegyldigt, for en hund. Eller tror den måske, at den er noget andet?

Han så sig selv løbe henover græsplænen. Hvordan perspektivet havde rykket sig tættere ind mod Jorden. 

Var der ting, som han ikke havde lyst til at vide som menneske? Måske var det bare ting, som kun dyret havde adgang til.

Han kiggede på billeder. En af de andre var blevet bundet op ude foran Netto. Det var sjovt. Det var frækt også.

Han havde sit eget udstyr nu. Han gav pote og sad pænt, når han ville. Dyret havde sine egne karaktertræk nu. Det var sjovt at lege. Men ikke alle leger menneskelege. Hvad hvis dyret ville mere?

Han hev masken af. Det var blevet mørkt, og den kølige luft strømmede uhindret til hans næsebor. Selv om det var menneskenæsen, føltes den skarp. 

Det var så mørkt at asfalten skinnede hvidt under månen.

Han var ikke inde i gården længere. Hvor var han? Der var ingen mennesker tilstede. Han så én af de andre ved træerne. 

De bjæffede af ham. Han tog masken på og spurgte den anden: hvorfor løber vi ikke væk? Han kunne mærke græsset nu. Alt føltes levende her.

Jeg sagde: I er ikke vilde dyr. Nogen dyr kan blive venner med mennesker. Men i er opvokset i fangeskab, så i bliver aldrig rigtig vilde. Det er derfor i har menneskene.

De hoppede rundt og snappede efter hinanden. Benene føltes så lette. De luntede tilbage til bygningerne og stemmerne og lysene. Madskålen. Brødrene. Han forstod at menneskerne også spiller en rolle. Han vil måske ikke huske det. Han vil måske huske hvordan de hylede. Nu vågner han op igen.